Dresscode
Når man bliver inviteret til bryllup, skal man finde ud af, om der er en speciel dresscode, som man skal tage højde for.Langt de fleste brudepar vælger at skrive i invitationen, hvis de har ønsker til gæsternes påklædning. Om man vil overholde brudeparrets dresscode er op til en selv, det er jo ikke sådan, at man ikke bliver lukket ind til festen, hvis man ikke har den rette påklædning på. Men man skal tænke på, at brylluppet betyder meget for brudeparret, og derfor vil de sætte meget stor pris på, at man opfylder deres dresscode, så rammerne om brylluppet bliver, som brudeparret ønsker.
Hvis brudeparret fx har gjort rammerne superfine og regner med at se sine gæster ankomme i fint tøj, så er det altså et antiklimaks, hvis en del af gæsterne ankommer i cowboybukser, træningsbukser eller lignende. Det er derfor normalt at man gør lidt ekstra ud af sig selv og ens påklædning, når man skal til bryllup.
(Henrik har et stort ønske om, at herrerne til festen ikke bærer slips, men i stedet butterfly. Om den så skal være prikket, stribet, ternet eller helt ensfarvet vil han lade være op til den enkelte.)
......
Der er flere traditioner forbundet med gæsternes påklædning.
Fx må de kvindelige gæster ikke bære hvidt, da denne farve er forbeholdt bruden. Nogle mener endda også, at de kvindelige gæster heller ikke må bære sort, som er sorgens farve. Det er dog som regel ok med sort, hvis det kombineres med noget andet farverigt.
Som kvindelig gæst bør du heller ikke bære diadem, medmindre det er skrevet i invitationen, at det er tilladt, eller du har talt med bruden om dette. For det er jo vigtigt, at du ikke er overklædt i forhold til bruden. For herrerne gælder det, at hvis brudgommen ikke bærer kjole og hvidt, så må gæsterne heller ikke gøre det. Det samme er gældende med smoking, da gæsterne ikke må være finere klædt på end brudgommen. For smoking gælder det endvidere, at den ikke må bæres før kl. 17.
Det er op til jer selv og brudeparret, hvor hårdt I vil hænge jer i disse traditioner, men spørg hellere brudeparret en gang for meget for at være på den sikre side. Også for jeres egen skyld. Det er jo fedt at ankomme til en fest med den helt rigtige og passende påklædning selvfølgelig stilfuld sammensat af dig. I kirken anses det for god smag, at skuldre er tildækkede, og at kvinderne ikke er alt for nedringede.
Alt efter om der er tid til det i bryllupsprogrammet, så kan gæsterne vælge at tage hjem og skifte tøj efter vielsen. Der er mange, der synes, at det er rart ikke at have det fine festtøj på allerede i kirken. Hvis der er reception umiddelbart efter vielsen, så kan I godt tillade jer at smutte hjem og lave en hurtig omklædning, og derefter nå at være tilbage inden receptionen er slut. Men husk at der ikke er tid til den store tur hos frisøren for at få ordnet håret, det skal være gjort tidligere på dagen.
(Når vi ankommer til Rørvig Centeret vil vi blive anvist vores værelser/huse og der vil være mulighed for en hurtig omklædning, til dem der måtte ønske dette.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar