torsdag den 18. juli 2013

Tradioner #B

Bekostning af brylluppet

Det er en gammel tradition, at brudens forældre betalte udgifterne til deres datters bryllup. Grunden til denne tradition er, at manden skulle bruge sine spareskillinger på at uddanne sig godt sådan, at han senere kunne forsørge datteren. I dag er det mere normalt, at brudeparret selv betaler – måske med lidt hjælp fra forældrene.

(Vi betaler selv!!)

Bordplan

Traditionelt bliver brudens forældre placeret på hver siden af brudeparret og derefter gommens forældre. De fleste vælger at følge denne bordplan, men det er op til det enkelte brudepar at beslutte. Denne bordplan overholdes som regel. Før i tiden var det normalt, at resten af gæsterne blev placeret efter deres “rang”, dvs. tæt familie blev placeret nærmere brudeparret end den øvrige familie og venner. Det er der ikke så mange der bruger i dag, de fleste vælger at få en fornuftig bordplan ud af det i stedet for.

(Vi er ikke begyndt at planlægge denne del endnu..)

Brud og brudgom på bryllupsdag

I gamle dage var det almindeligt at bruden boede hjemme hos sine forældre indtil hun blev gift. Det er knap så almindeligt i dag, i hvert fald ikke i den danske kultur. Men alligevel er der stadig mange par, der holder fast i traditionen om, at de skal sove hver for sig natten inden, og derfor ikke ser hinanden før i kirken, på rådhuset eller hvor brylluppet nu skal foregå. Ifølge traditionen bringer det nemlig uheld, hvis brud og brudgom forlader det samme hus, inden de tager af sted for at blive gift.

(Henrik er smidt ud af huset - mon der er nogen der vil have ham sovende op til den store dag?!!)

Brud bæres over dørtærskel

Når bryllupsfesten er overstået og brudeparret kommer hjem, skal brudgommen bære sin brud over dørtærsklen. Dørtærsklen er et symbol på overgangen mellem brudens gamle verden og den nye, der venter hende. Derfor er det meget passende, at brudgommen hjælper hende med at komme sikkert over den.

Brudebuket



Der er flere traditioner forbundet med brudebuketten. Bruden kan vælge at kaste sin brudebuket ned blandt festens ugifte piger. Ifølge overtroen vil den af pigerne, der griber den blive den næste i rækken, som bliver gift.
En anden tradition er, at buketten lægges på en nærtstående slægtnings grav. Det skulle ifølge overtroen være lykkebringende, og så er det samtidig en meget smuk gestus. Bruden kan selvfølgelig også vælge at beholde buketten som et minde fra dagen, det er muligt at få den balsameret, så den kan holde sig smuk.
Hvis bruden vælger at beholde buketten, må hun ikke sætte den i vand, for det er ensbetydende med, at ægteskabet vil blive kort.

 

Brudetilbehør

Bruden skal bære noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt. Den lånte genstand må ikke stamme fra en fraskilt kvinde, for det vil bringe ulykke i den kommende bruds ægteskab. Sløret symboliserer renhed og uskyldighed, og bæres som regel kun af kvinder, der bliver gift for første gang. Brudekjolen er der også forbundet en del overtro med. Bruden må ikke selv sy sin kjole, fordi hvert sting hun tager, bliver til en tåre i ægteskabet. Det sidste sting på kjolen, skal tages på selve bryllupsdagen.

Brudevals

Brudevalsen skal danses inden kl. 24. Gæsterne tager plads i en kreds rundt om brudeparret og klapper i takt til valsen samtidig med, at de gør kredsen mindre og mindre. Til sidst står gæsterne helt tæt på brudeparret, der ikke kan bevæge sig mere.

Bryllupsdage

Dagene efter brylluppet blev i gammel tid kaldt hvedebrødsdage eller honningmåned. I gamle dage var det skik, at brudeparret “skejede ud” ved at spise hvedebrød i dagene efter deres bryllup. Det kan lyde lidt sært i dag, men dengang blev hvedebrød betragtet som en luksus, fordi det var dyrt brød, som kun blev sat på bordet ved særlige lejligheder. Det er blevet en tradition at fejre bryllupsdagene - fx 1 års bryllupsdag, 2 års bryllupsdag osv.

Bryllupskage

Bruden skal (med gommens hjælp) skære det første stykke af bryllupskagen, ellers vil hun efter gammel overtro blive barnløs. Det er vigtigt, at alle gæsterne får et stykke af kagen, ellers varsler det ulykke for både gæsterne og brudeparret.

(Vi har været så heldige, at Rikke gerne vil lave vores kage)

Bryllupsnat

I gamle dage skulle der være vidner tilstede på bryllupsnatten, der senere kunne bekræfte, at ægteskabet var fuldbyrdet. Et ægteskab var nemlig først juridisk gældende, når den fysiske akt var gennemgået. Sådan foregår det heldigvis ikke i dag – brudeparret får heldigvis lov at være alene.

(Ja, tak. Ingen behøver at følge os i seng)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar